Den river i lænkerne, og dybt nede i struben rumler en dyb knurren. Strenge af savl bevæger sig fra de let åbnede mundvige og ned på jorden. I lyset kan man se de fuldt blottede tænder, der glinser som istapper i frostsol. Den spænder i hele kroppen og gør sig klar til at springe. Det er en vagthund. Den skal stå vagt om vores demokrati, men ofte snapper den også sig selv. På fagbladet Journalisten producerer redaktionen journalistik til vagthundene – om dem selv og deres verden – og så må man forberede sig på selv at blive bidt. Det tager de dog med ro, de bliver skarpere af det. Her kommer redaktionen med nogle af de historier og billeder, de er blevet snappet mest af.
Af Sophie Baltzer
Lasse Lindquist – Journalistpraktikant, der desværre havde mandagshår
”Jeg skrev nogle historier om, at journaliststuderende bliver tilbudt ulønnet journalistisk arbejde. Jeg fik skrevet, at det kun var én af de tre uddannelsesinstitutioner, der gjorde det. Det var forkert. Da jeg skrev historierne, tog jeg udgangspunkt i de konkrete journalistuddannelser på SDU og RUC, men jeg er klar over, at de uddanner alle mulige andre dér. Det var jeg ikke præcis med, så jeg skrev, at kun DMJX gjorde det. SDU og RUC gjorde det også, men ikke aktivt på deres journalistuddannelser.
Desuden fik jeg skrevet, at rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen, har været rektor andre steder. Det var også en fejl.
Jeg er helt på linje med de rettelser og beklagelser, der udsprang af forløbet, men samtidig mener jeg, at jeg faldt på en teknikalitet i en ellers god historie.
Det er et fint eksempel på, at Journalistens læsere har et yderst skarpt blik for detaljen i fag og branche, og hvis man fucker op, så får man det at vide. Det sker dog relativt sjældent, og redaktionen er gode til at bakke op.”
Julie Frölich – Art director
”Det var en billedserie, vi bragte i forbindelse med, at nogle journalister inde fra Politikens Hus følte sig truet efter Muhammedtegningerne. Journalisterne begyndte at blive angste for deres familiers liv. De var jo blevet truet, så det var reelt nok. Nogle af dem gjorde op med sig selv, at det var livet for kort til, så de billeder, vi lavede, blev til tre meget ærlige og nøgne protrætter. (På billederne ser man bl.a. en af journalisterne bære rundt på en dreng, der ligger slapt i hans arme, og en anden der sidder med en dukke i armene, red.) Folk mente, at vi lavede følelsesporno. Hvordan kunne vi finde på at iscenesætte det på den måde? Der var rigtig mange, der reagerede. Jeg forstår det ikke. Jeg synes, det er de fedeste billeder, men af en eller anden grund så var lige det her så kontroversielt.”
Andreas Markmann Andreassen – Journalist
”Det var os, der skrev, at gratisavisen 24timer ville lukke. Det var noget, jeg havde fra to forskellige anonyme kilder. Det er den første nyhedshistorie, jeg har lavet, som byggede på anonyme kilder – det er jo skide farligt at bygge en historie på anonyme kilder. Det var det værd hér, fordi jeg var overbevist om, at det var sandt. Jeg lavede historien, og den fik rigtig mange læsere. Så var der en, som gik ind i debatten og skrev et indlæg i stil med, ‘I morgen kan det være, du synes, at det var en dårlig ide at bygge historien på anonyme kilder.’ Og han arbejde så på 24timer. Dér blev jeg ret ængstelig. Nogle journalister ringede og ville bruge historien i en trykt avis dagen efter. Men de ville høre, hvor sikker jeg var, for de havde også set det indlæg. Det viste sig at være rigtigt. 24timer lukkede.”
Emil Ellesøe Ditzel – Journalist
”Den historie, jeg har fået allermest røg for, var en historie om Ekstra Bladet (EB). De havde dækket narkomarkedet på Istedgade (red. i København). Efterfølgende blev en af de journalister fra EB, der havde dækket sagen, selv anholdt for at have været med i noget narko. Jeg kiggede på sagen og fandt ud af, at der var nogle omstændigheder, der muligvis kunne pege i en retning af, at han kunne have gjort brug af sin egen journalistisk, til at nakke andre pushere og så selv gå ind og overtage markedet efterfølgende. Men jeg havde ikke nogen fældende beviser – jeg kunne bare sige, ’hvordan ser tingene ud?’ Og det blev vinklet for stramt. Efter historien kom ud, var der en del journalister, der gik ret meget banjo på mig. Det var voldsomt – primært i debat-tråden. Det er ikke særlig behagelig læsning.”