Hvad har bagsiden af en Pepsi-flaske og Facebook tilfælles? En hel del, hvis man spørger Bo Elkjær, der er webredaktør på Journalisten.dk og skeptisk over for en uforbeholden brug af sociale medier. Hos den norske pendant til Journalisten har man dog fundet en løsning, der lader til at fungere.
Af Ronja Pilgaard
På Journalisten jagter man ikke ’likes’ på Facebook. Her har man truffet et bevidst valg om, at man ikke vil støtte store amerikanske firmaer ved at give dem gratis indhold.
I løbet af det sidste år har webredaktør for Journalisten.dk, Bo Elkjær, stået i spidsen for en omlægning af den webbaserede formidling af Journalisten. Elkjær har dog bevidst valgt at bruge de sociale medier meget lidt.
”Jeg bruger gerne min egen Facebook til at dele historier. Men man gør sig hurtigt afhængig af udenlandske, privatejede medier. Journalisten skal jo ikke udkomme på Facebook. Det ville være fuldstændigt latterligt. Facebook er for fanden et amerikansk firma, og Journalisten skal ikke udkomme på bagsiden af en Pepsi-flaske.” siger Bo Elkjær.
Norge vinder på likes
Men hos broderfolket i nord er de ikke enige. På den norske Journalisten, der udgives af Norsk Journalistlag, har man satset massivt på de sociale medier.
”Det handler om synlighed, distribution af indhold og læserkontakt.” siger journalist på Journalisten i Norge, Martin Huseby Jensen.
Martin Huseby Jensen forklarer, at de på Journalisten i Norge udnytter, at der er stor forskel på de sociale medier.
”Vi bruger både Twitter og Facebook til at bede om indspark til artikler. Det gælder både temaer og tips. Derudover er vi også tilstede på Google+, Instagram og LinkedIn”, siger Martin Huseby Jensen.
I skrivende stund har det danske fagblad 3.003 likes på Facebook og 3.598 followers på Twitter. Til sammenligning har Norges udgave af Journalisten 8.240 likes og 14.682 followers.
Likes er noget skrammel
Men trods den store forskel er det ikke sådan, at den norske Journalisten jagter likes.
”Selv om vi synes, det er sjovt, når mange deler vores artikler, så er det ikke sådan, at vi jagter likes. Det betyder nærmere, at vi har gjort noget rigtigt i journalistikken. Likes og deling kan sammenlignes med den gang, man stadig talte om det avisen skrev i frokostpausen, så er Facebook kantinen”, siger Martin Huseby Jensen.
På Journalisten i Danmark har man valgt en noget anden tilgang til dialogen med læserne. Her har man satset på nyhedsbrev og debat på hjemmesiden, frem for at flytte debatten over på andre platforme – såsom Facebook. Bo Elkjær fra Journalisten.dk ser heller ingen grund til at fokusere på mængden af likes.
”Før i tiden handlede det ofte om, hvor mange, der havde liket en artikel. Det er skrammel. Også på vores hjemmeside. Vi har fjernet de små dele-ikoner i bunden af artiklerne. For der er ingen grund til at reklamere for et andet firma på den måde,” siger Bo Elkjær.