På Journalistens kontor hænger en filmplakat med dette citat fra filmen Good night and good luck. For Journalisten, som er vagthundenes vagthund, er våbnet også sandheden.
Fagbladet Journalisten vil gerne fremstå som uafhængige. Selv mener de, at de er kritiske overfor alle – selv fagforeningen og arbejdsgiveren, Dansk Journalistforbund. Men er de det?
Af Morten Toft og Ronja Pilgaard
På fagbladet Journalistens hjemmeside står det sort på hvidt.
”Det skal fremtræde som et uafhængigt kritisk mediemagasin, hvilket indebærer, at bladet redigeres uafhængigt af særinteresser hos nogen gruppe i forbundet.”
Men er det overhovedet muligt at være fuldstændig uafhængig af en arbejdsgiver, der også er éns fagforening? Kan man overhovedet tillade sig at skrive kritisk om dem, der skal betale for at udgive bladet?
Det mener Andreas Marckmann Andreassen, journalist på Journalisten, sagtens man kan, og pointerer, at Dansk Journalistforbund (DJ), som er den økonomiske motor bag Journalisten, faktisk af og til bliver kritiseret af sit eget fagblad.
”Vi går hårdt efter mediecheferne og vores eget forbund. Vi vælger ikke kritiske historier fra,” siger Andreas Marckmann Andreassen.
Debatskabende og kritisk
Lige nu arbejder han selv på en kritisk historie om DJ’s forhold til cheferne fra andre medier. I historien bliver formanden, Mogens Blicher Bjerregård, og næstformanden, Lars Werge, ifølge Andreas Marckmann Andreassen udsat for kritiske spørgsmål.
Historien udkommer lige op til næste delegeretmøde, hvor de begge skal genvælges. Selvom historien kan indeholde ting, som de to ikke vil have frem op til et valg, udgiver Journalisten den. Ifølge Andreas Marckmann Andreassen får historien ingen konsekvenser for de to kandidaters genvalg, da de ingen modkandidater her, men den kommer til at præge debatten på mødet.
Netop det at være debatskabende er en vigtig del af målsætningen for Journalisten. Allerede i 1905, da Københavns Journalistforbund første gang udgav Journalisten, var magasinet tænkt som et organ for den faglige og organisatoriske debat. Sådan er det stadig.
Jakob Albrecht, der er journalist på Journalisten, kan godt mærke, at det er lidt underligt, at fagforeningen også er éns chef.
”Man kan jo skrive noget kritisk om næstformanden og senere møde ham i kantinen, hvor man spiser frokost med ham,” siger Jakob Albrecht.
Men han mener, man godt kan være kritisk alligevel. Så længe kritikken er fair.
Kritik det seneste år
Og der bliver skrevet kritisk om DJ. I artiklen, DJ-penge går til presseunder-trykkende regeringer, bliver der stillet kritiske spørgsmål til formanden for DJ, Mogens Blicher Bjerregård. Kritikken handler om DJ’s investeringer i statsobligationer i lande, der undertrykker ytringsfriheden og forfølger journalister.
På trods af kritikken mener Mogens Blicher Bjerregård, at der skal være plads til et fagblad, der fungerer som vagthund overfor alle.
”Det er vigtigt med et uafhængigt medie som Journalisten, der kan holde branchen i ørene, men også os selv som organisation,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
Frihedsbrevet gør kritik mulig
Heri er Christian Kierkegaard, journalistisk direktør for Danske Specialmedier, enig. Han understreger, at det er vigtigt, at der på forhånd ligger en arbejdsfordeling fast, og at redaktørens rolle er besluttet.
”Når man ansætter en redaktør, skal man sikre sig, at redaktøren kan handle frit og ikke er underlagt bestyrelsen. Derfor laver man et frihedsbrev. Oftest er det skrevet ind i chefredaktørens ansættelseskontrakt”, siger Christian Kierkegaard.
Sådan forholder det sig på Journalisten, som derfor kan skrive kritisk om alt – også sit eget forbund. Her er det såkaldte frihedsbrev skrevet ind i chefredaktør, Øjvind Hesselagers, kontrakt, således at et indgreb fra bestyrelsens side ville være kontraktbrud. Og det er strafbart.
Relaterede Artikler:
Vil Journalisten stadig være Journalisten?
Hvad synes Journalistens læsere?