“Man kan lave god journalistik på web og bedre journalistik på digital form, fordi man ikke har ydre begrænsninger og rammer,” siger Bo Elkjær
Webredaktør Bo Elkjær kigger dybt i krystalkuglen og giver sit bud på, hvordan et fagblad som Journalisten vil og skal udvikle sig i en digitaliseret fremtid.
Af Mathias Nielsen
Apps. Facebook. The World Wide Web. Det er her, det sker. Det er her pengene, udviklingen og fremtiden venter og sker om ørerne på os. I hvert fald ifølge mange mediedebattører, der forudser printavisens død og internettets triumf.
Og selv et fagblad som Journalisten, der er uafhængigt af løssalg og annoncepenge, vil unægteligt følge udviklingen og blive mere digitalt. Det mener i hvert fald bladets webredaktør, Bo Elkjær:
”Det er kun et spørgsmål om tid, før man siger, ’Okay, vil vi bruge så mange ressourcer på at distribuere det på papir? Eller skal vi gøre det på en anden måde?’”
Og noget tyder på, at det skal de. På Journalisten oprettes 1. maj en ny stilling, der skal styrke Journalistens web-side og øge samspillet mellem web og blad.
Papirmagasinet dør
Bo Elkjær mener, at Journalisten som printmagasin over tid vil afskaffes, og at måden at udkomme på vil ændre sig.
”Der er ingen tvivl om, at det bliver mere digitalt. Jeg tror, at medier vil springe web over og gå direkte til de mobile platforme,” siger Bo Elkjær.
Han mener, at det handler om at møde folk, hvor de er og vil være i fremtiden.
”Man skal gå derhen, hvor folk er. Hvis du insisterer på at gøre, som man har gjort siden 1749, og folk er skredet, så har du et problem.”
Tror ikke på fordommene
Internettets fremgang har skabt nye vilkår for medierne, og medieverdenen frygter, at det vil betyde en dårligere og mere forhastet journalistik. Den analyse er Bo Elkjær ikke enig i.
”Journalister kan være meget konservative i deres forhold til digitale medier. Mange siger: ’Webben er en skraldespand af dårlig journalistik. Der er for få kilder og for mange fejl.’ Men hvis man har de fordomme, er man også blind for de muligheder, der er,” siger han.
Og på trods af nye måder at indtage nyhederne på vil der også i fremtiden være brug for den gode og grundige journalistik – også på webben. Noget der i hvert fald ikke vil ændre sig hos Journalisten.
”Vi laver nogle koncentrerede punktnedslag. Hellere to artikler end ti. Men to, som til gengæld er god journalistik,” siger Bo Elkjær.
Han peger også på, at behovet for information og nyheder i høj grad stadig vil være der i fremtiden:
”I gamle dage blev mælk fordelt af mælkemænd. Det er de holdt op med, men folk drikker stadig mælk. På samme måde er behovet der også for information i fremtiden. Men er det journalister, der vil opfylde det?”
Et indkog af god journalistik
Hvordan, fagbladet Journalisten ser ud om fem år, er svært at sige. Bo Elkjær regner dog ikke med, at magasinet i sin nuværende papirform er helt afskaffet allerede til den tid.
”Der er jo rigtig god mening i at udgive et printmagasin. Man får smidt cremen af journalistikken ind gennem brevsprækken,” siger han.
Og på trods af den begrænsede levetid mener han stadig, at magasinet er et indkog af den gode journalistik, der bliver frembragt på den lille redaktion hos Journalisten.